Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2006


Før forhandlingerne om finansloven


Forhandlingerne om finansloven for 2007 går ind i den afgørende fase i løbet af den næste måned. Især socialdemokraterne og de radikale har fremsat omfattende ønskelister til forhandlingerne.

Regeringens finanslovsforlag var ikke mange dage gammelt før socialdemokraterne offentliggjorde deres samlede udspil med ændringsforslag til Finansloven for 2007. Derefter fulgte det andet parti, der lægger billet ind på statsministerposten, hurtigt trop. Begge partier viser således, at de hver for sig er afklarede på de kulturpolitiske prioriteringer. I hvert fald hvad angår prioriteringer der koster penge; der er ikke fremsat forslag til besparelser (det nøjes man med at overlade til de kommunale repræsentanter).

De øvrige partier udenfor regeringen har ikke fremsat større samlede forslag. Umiddelbart afventer de fleste resultatet af forhandlingerne om den kommunale økonomi.

Diskussionerne om kommunernes økonomi kommer dels til at få betydning for, hvilken økonomisk ramme en minister vil få mulighed for at gøre godt med i aftalerne, dels vil kommuneøkonomien få betydning for hvilke spørgsmål der overhovedet vil være relevante at diskutere.

Eksempelvis har både socialdemokraterne og de radikale - i forskellig udformning - forslag der skal give øget kulturstøtte rettet mod kommunerne. Der er dog ikke tale om forslag til at imødegå aktuelle besparelsesplaner i kommunerne. Begge partiers kommunale forslag er formuleret som igangsætning af nye initiativer.

200-300 mio. til kulturen

Socialdemokraternes samlede forslag løber op i merbevillinger for 243 mio. kr. De radikales forslag er på næsten samme niveau, 197 mio. kr. Hertil kommer at begge partier også stiller økonomiske krav i forbindelse med den kommende filmaftale. Både Socialdemokraterne og de radikale vil øge filmbevillingerne med 70 mio. kr. årligt.

Kommunal kulturpolitik

Kommunerne har afgørende betydning for den samlede offentlige kulturpolitik. Derfor er det naturligt, at folketingets partier interesserer sig for, hvordan man gennem kommunerne kan skabe nye initiativer. Socialdemokraterne vil afsætte 80 mio. kr. i en samlet kommunepulje. Indenfor denne pulje skal man lave forsøg med såkaldte kulturklippekort til borgerne (borgere får gratis adgang til andet og mere end museer), udvidede åbningstider på biblioteker, kulturskoler for børn samt lokale kulturhuse. Initiativerne skal medfinansieres af kommunerne med en tredjedel.

Herudover har socialdemokarterne enkelte andre forslag som i realiteten kan betragtes som kommunale: eksempelvis 6 mio. kr. til folkebibliotekernes bogindkøb og det samme beløb til indkøb af musik til folkebibliotekerne. Herudover foreslår man styrkelse af børneteater og turnerende teater.

De radikale afsætter et noget mindre beløb, 50 mio. kr., til flere initiativer under den samlede paraplybetegnelse "kulturaftaler". De radikale vil bruge pengene bl.a. til at støtte eksperimenter overalt i landet, til samarbejde kultur- og erhverv samt til synliggørelse af indvandrerkultur.

Desuden har de radikale en pulje på 50 mio. kr. til børn og kultur, hvilket eksempelvis kan være penge til børneteatre, musik i skolen, møder mellem børn og professionelle kunstnere m.v.

Flere penge til teatrene

Socialdemokraterne vil bruge 50 mio. kr. yderligere til scenekunst, de radikale 25 mio. kr. Socialdemokraterne vil sikre flere penge til Kunstrådets scenekunstudvalg samt fast driftsstøtte til Dansk Danseteater, Hotel Pro Forma og Mammutteatret. Desuden den ovenfor nævnte styrkelse af turneteater og børneteater. De radikales forslag er fint afstemt med socialdemokraternes, her er det ligeledes scenekunstudvalget, der skal have penge samt fast driftsstøtte til Dansk Danseteater, Hotel Pro Forma og Entrescenen. Desuden ønsker man at sikre mulighed for nye egnsteatre udenfor de store byer, evt. ved at lade teatre fra København og Århus flytte væk fra storbyerne.

Tværgående projekter

Regeringens finanslovsforslag medfører nærmest bortfald af den tværkunstneriske pulje under Statens Kunstråd (se Søndag Aften arkiv). De radikale foreslår at der etableres et nyt, femte kunstfagligt udvalg i Kunstrådet. Dette udvalg skal varetage den eksperimenterende og tværgående kunst samt kunst med anden etnisk baggrund. De radikale annoncerer samtidig at man i nær fremtid vil fremsætte forslag om nyordning af Statens Kunstråd.

Statslig genopretning

Socialdemokraterne forholder sig ikke til den tværkunstneriske pulje. Derimod afsætter partiet 20 mio. kr. til "genopretning" af statslige kulturinstitutioner, som er blevet udsat for besparelser under VK-regeringen.

Modernisering af Statens Kunstfond

Både de radikale og socialdemokraterne foreslår, at der afsættes 2 mio. kr. mere til livsvarige ydelser under Statens Kunstfond. Begge partier har konkrete forslag til hvilke kunstnergrupper, der bør tilgodeses ved en merbevilling. De radikale foreslår desuden, at der igangsættes et udvalgsarbejde til revurdering af fordelingsprincipperne i de livsvarige ydelser.

Stadig arbejderparti

Socialdemokarterne stiller en række forslag, som viser at partiet stadig har rod i arbejderbevægelsen. Det drejer sig eksempelvis om:
  • 18 mio. kr. til forsøg med kunstnere på arbejdspladser,
  • 20 mio. kr. til tilskud til kunst i almennyttige boligforeninger,
  • 10 mio. kr. til bevarelse af industrikulturen (i forlængelse af Industrikultur 07),
  • 5 mio. kr. til projekter med motion på arbejdspladser.

Stadig globalt parti

De radikale stiller en række forslag som viser, at partiet stadig er globalt orienteret:
  • 25 mio. kr. til internationalisering af de kunstneriske uddannelser,
  • 20 mio. kr. til internationalisering af dansk kunstliv, blandt andet gennem øgede kulturbevillinger til ambassaderne - men også til at sikre internationale kulturbegivenheder "overalt" i Danmark.
Hertil kommer ønsket om et tværkunstnerisk udvalg under Statens Kunstråd - som også skal støtte de etniske kunstnere, ligesom et underformål i de radikales kommunepulje er at synliggøre indvandreres kultur.

Og de andre

Regeringens faste aftalepartner, Dansk Folkeparti, har ikke lagt sig fast på hvilke ønsker man vil fremsætte. Overfor Søndag Aften nævner partiet dog tre væsentlige sager: sikring af den moderne dans ved fast bevilling til Dansk Danseteater og til Dansens Hus, flere penge til bevaring af herregårde samt penge til etablering og drift af et dansk kulturinstitut i Rio. Og selv om Dansk Folkeparti ikke har formuleret omfattende kataloger, er det nok sandsynligt, at den endelige aftale om kulturdelen på finansloven vil indeholde en større del af Dansk Folkepartis forslag end af de øvrige partiers.

Man må formode, at SF og Enhedslisten, som endnu ikke har fremsat konkrete ønsker, vil bakke op om de fleste forslag som kan være med til at forøge Finanslovens samlede kulturudgifter.

Uanset om de enkelte forslag er realistiske eller ej, må man antage, at de politiske partier har så stærk fornemmelse for de kulturpolitiske vilkår, diskussioner og initiativer, at man rimeligt godt rammer "hvad der rør sig". Selvfølgelig ud fra de enkelte partiers perspektiv. Det er således ikke overraskende, at de radikale markerer behov for international orientering og for eksperimentalkunst. Ligesom socialdemokraternes forslag om kunst på arbejdspladser og i boligområder, om kulturklippekort samt om motion på arbejdspladser ligger indenfor klassisk socialdemokratisk tænkning. Men siden ingen andre tænker i disse baner, har socialdemokraterne muligheden for at formulere sig solo på et rimeligt stort kulturpolitisk felt.

Læs også:
Sådan bliver finansloven
Vanskelig fødsel for kommunalreform
Den kedelige finanslov
At spinne en finanslov
Større kulturbudgetter under VK

Søndag Aften 10/2006

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.